Ord og emner – hvor skal det hen?

PEER-LÆRING er et udtryk der lægger vægt på at de lærende har en ligestillet position i processen. Samtidig antyder konceptet at de lærende faktisk lærer af hinanden og bidrager på lige fod til en fælles løsning af en given opgave. Derfor afskaffer peer-learning på en måde den klassiske læringssituation, hvor en part – som regel læreren – er hierarkisk placeret over den anden part – som regel eleven. I peer-læring vil rollerne tværtimod konstant forandre sig. I nogle situationer vil visse peers kunne bidrage mere end andre. I andre situationer er det den anden vej rundt. Udgangspunktet er at alle peers anerkendes som aktive og værdsatte bidragsydere. Peer-to-peer-læringsprocessen kan tolkes som forhold, hvori mennesker i en specifik læringskontekst skiftevis fungerer som givere og modtagere af en given service i form af viden, metoder osv. I det samlede billede opnås en balance mellem at give og modtage, således at den enkelte person i læringskonteksten og fællesskabet spiller begge roller. I andre kontekster er peer-læringsperspektivet blevet defineret som: 

”Peer-læring er defineret som elever, der lærer af og med hinanden både på formelle og uformelle måder” (Boud, D. (2001): “Introduction: Making the Move to Peer Learning”).

Formodningen er at eleverne – de lærende – lærer ved aktivt og systematisk at dele deres idéer, viden og erfaringer gennem læringsaktiviteter med deres peers. Resultatet bliver en gensidigt afhængig og fælles læringsproces på lige fod, hvor følelsesmæssig og social læring er involveret som essentielle aspekter af peer-udvekslingen. På den måde er elementer af medskabelse en del af peer-læringsprocessen, baseret på byggesten såsom: 

• At bygge på folks evner: alle har forskellige evner og færdigheder.
• At anerkende alle deltagere som aktiver: ingen deltager bør have særlig autoritet eller tage en lederrolle på sig. 
• Gensidighed og reciprocitet: målet er at skabe et tovejsforhold – det vil sige gensidigt afhængige og fælles læringspositioner. 

”Peer-læring kan have mange udformninger. Fællesnævneren er at viden deles, ikke af en instruktør eller en anden autoritetsfigur. Det handler alt sammen om mennesker på det samme niveau der lærer hinanden hvad de ved…”

(What is Peer-to-Peer Learning? https://blog.continu.co/peer-to-peer-learning). 

På denne made kan vi tale om et horisontalt, ikke-hierarkisk læringsfællesskab – i modsætning til traditionelle læringskontekster der som regel bygger på en vertikal og hierarkisk struktur, baseret på ensidige roller som lærere og elever i ulige positioner.
Peer-forhold eller mentor/menteeforhold: det er relevant at udpege en forskel mellem mentor/menteeforholdet og de peer-baserede forhold. Det er integreret i mentorrollen at mentoren skal være en overordnet, facilitator og instruktør i interaktionen med sin mentee. Mentoren er højere positioneret end mentee’en ifølge funktionens logik. Dette er et slags lærer-elev-forhold – uanset om mentor/mentee-forholdet et etableret mellem unge mennesker på den samme alder, på samme uddannelsestrin osv. For at opsummere er mentor/mentee-konstruktionen bygget på en asymmetrisk relation – i modsætning til peer-tilgangen. 

[Udklip fra SUPEER brochuresamlingen om koncepter og metodologier, Booklet 1 “Peer learning in youth work and integration” – For mere information: https://supeer.eu/media/supeer-booklet-1-da.pdf]

Empowerment er ikke ”magt i sig selv” men en proces hvorved magt kun tildeles med et formål. Begrebet empowerment refererer til tiltag der er designet til at forøge graden af autonomi of selvbestemmelse hos mennesker og fællesskaber, for at gøre det muligt for dem at repræsentere deres egne interesser på en ansvarlig og selvbestemmende måde under deres egen autoritet. Det er processen i at blive stærkere og mere selvsikker, især i at kontrollere ens eget liv og insistere på ens egne rettigheder.
Empowerment som handling henviser både til processen i selv-empowerment og til professionel støtte af folk, som gør det muligt for dem at overkomme deres følelse af magtesløshed og mangel på indflydelse og at genkende og bruge deres resurser. 

Empowerment: Individers, gruppers og/eller fællesskabers evne til at tage kontrol over deres omstændigheder, udøve magt og opnå deres egne mål og processen hvormed de er i stand til at hjælpe sig selv og andre til at maksimere kvaliteten af deres liv.
(Adams, 2008). 

Empowermentprocessen går i to retninger: vertikalt og horisontalt. Vertikal empowerment har at gøre med at empower grupper og lokale fællesskaber gennem politikker på det lokale, kommunale og regeringsmæssige niveau. Horisontal empowerment har at gøre med at empower solide netværk mellem aktører på samme niveau (Andersen og Larsen, 2016, s.587). 

Empowerment er uadskilleligt forbundet med uddannelse. Uddannelse er ikke kun en vigtig del af alle empowermentprogrammer, men uddannelse empower også i sig selv. For dem som er analfabeter og bliver nødt til at tilpasse sig et andetsprog, for eksempel, er uddannelse afgørende for at de kan udvikle en følelse af selvværd og empowerment. 

[Udklip fra SUPEER brochuresamlingen om koncepter og metodologier, Booklet 2 “Empowerment in peer learning and integration” – For mere information: https://supeer.eu/media/supeer-booklet-2-da.pdf] 

”Social kapital kan defineres simpelt som tilstedeværelsen af et bestemt set af uformelle værdier og normer delt mellem medlemmer af en gruppe som muliggør samarbejde mellem dem.” Francis Fukoyama
SOCIAL KAPITAL, ifølge Bourdieau, er ”summen af nuværende og potentielle resurser forbundet med individets position i et netværk af mere eller mindre institutionaliserede forhold af gensidigt bekendtskab og genkendelse.” (Bourdieu 1986). Social kapital er dermed resurser som individet får adgang til ved at indgå i sociale netværk. Individets potentielle sociale kapital er baseret på medlemmerne af netværkets gensidige anerkendelse af hinanden. Det er også påvirket af netværkets størrelse, såvel som andre typer af kapital som individet har. 

Social kapital, ifølge Colemans definition, er en form for kapital der eksisterer indenfor sociale forhold mellem folk i flere slags sociale netværk. Disse sociale forhold giver medlemmer af sociale netværk adgang til flere brugbare resurser der fungerer på en måde der kan påvirke deres livskvalitet. Coleman skelner mellem tre funktionelle former for social kapital: 

1. Forpligtigelser, forventninger og troværdighed: Relationer og netværk udøver tjenester. Disse tjenester tilbagebetales. Denne reciprokale mekanisme forudsætter at medlemmerne i et netværk anerkender hinanden som engagerede, troværdige og pålidelige individer. Anerkendelsen giver en følelse af tryghed og at høre til ved at identificere sig med andre medlemmer af det sociale netværk. 
2. Informationskanaler: Information og viden er vigtige redskaber for at kunne handle i overensstemmelse med ens forskellige sociale roller, såvel som ens egne interesser og fordele. Sociale forhold kan levere fri adgang til information.
3. Sociale normer; belønninger og sanktioner: Normer er vigtige for at kunne beskrive hvordan medlemmer af et socialt netværk opfører sig og hvordan netværket virker i det hele taget. Normer bliver typisk udøvet gennem sanktioner i form af belønning eller straf. 

Putman definerer social kapital som ”træk ved sociale organisationer, såsom netværk, normer og social tillid der faciliterer koordination og samarbejde til fælles gavn.” (Putman, 1995). Ligesom Bourdieu og Coleman lægger Putman også vægt på at forståelsen af social kapital afhænger af at man forstår de sociale forhold og forbindelser i hvilke social kapital er indlejret, genereret og tilgås. Putman understreger at social kapital også kan være negativt og skabe problemer, både for individer og fællesskaber. Bandegrupperinger er netværk hvor sociale relationer og forbindelser har negativ indflydelse på medlemmerne af netværket såvel som samfundet generelt. 

[Udklip fra SUPEER brochuresamlinger om koncepter og metodologier, Booklet 3 “Social capital in youth work and integration” – For mere information: https://supeer.eu/media/supeer-booklet-3-da.pdf]

Konceptet om MEDBORGERSKAB er generelt opfattet en grundlæggende forudsætning for et funktionelt demokrati. På den måde er MEDBORGERSKAB forbundet med befolkningens engagement og involvering i politiske beslutninger og samfundsmæssige institutioner gennem stemmerettigheder, høringer og andre beslutningstagningskanaler. Uden meninger og deltagelse fra borgere, civile foreninger og netværk, kan den grundlæggende idé om demokrati som et folkets regering blive svækket. 

”Medborgerskab kan opfattes som en kombination af status og identitet. Individet har rettigheder som en samfundsborger, men må også føle en loyalitet overfor samfundet og kunne identificere sig med dets grundlæggende værdier. Hvem ser vi som medborgere? Hvordan bliver et individ medlem af fællesskabet og anerkendt som en aktiv medborger?…” (Korsgaard, Ove, Sigurdsson, Lakshmi and Skovmand, Keld” in the anthology “Citizenship, a new educational ideal?”, 2007).

Grundlæggende handler medborgerskab om at kende sine rettigheder og sine forpligtigelser – og at bruge sine rettigheder i et samfund, hvor man føler sig anerkendt såvel som forpligtiget og nødsaget til at bidrage til det fælles bedste. Fra dette overordnede perspektiv er det afgørende aspekt ved at være en medborger at være bevidst om den konstante interaktion mellem rettigheder og forpligtigelser overfor fællesskabet og samfundet i bredere forstand.
Medborgerskabspraksis som koncept er blevet defineret forskelligt af forskere, sociale debattører og aktører. For eksempel kan der drages en skelnen imellem det almene, det aktive og det aktivistiske medborgerskab: 

• Det ALMENE medborgerskab dækker over en dagligdags livspraksis i det nære livsmiljø, naboer og venner i området. Denne slags medborgerskab hjælper med at sikre sammenhæng i samfundet og internt forbundet inklusion af borgerne i fællesskabet. Den ”stille forpligtigelse” finder sted i uformelle netværk og udgør både økonomisk, social og praktisk hjælp og håndtering. Det beskrives ofte som ”limen der holder os sammen”. 
• Det AKTIVE medborgerskab dækker over den individuelle deltagelse i forskellige organiserede aktiviteter i den offentlige sfære. Det handler generelt om en bredere tilgang til ønskede forandringer i folks livsbetingelser. Det aktive medborgerskab og deltagelse finder sted i formaliserede rammer såsom frivilligt arbejde i fagforeninger, organisationer, skolebestyrelser, dagplejecentre eller boligforeninger, og det bidrager til et mere sammenhængende og solidarisk samfund. 
• Det AKTIVISTISKE medborgerskab dækker over den praksis, hvori borgere ikke kun handler indenfor de etablerede rammer og reguleringer. De aktivistiske borgere formulerer også aktivt nye rammebetingelser for at transformere de givne økonomiske, sociale og politiske omstændigheder for socialt liv, især livsbetingelserne for visse udsatte grupper. Det aktivistiske medborgerskab bygger på aktionsformer der har en tendens til at bryde med de traditionelle regler og strukturer til ære for grundlæggende medborgerskabsværdier såsom solidaritet, ligestilling, tolerance osv.  
• Det DEMOKRATISKE medborgerskab blive lanceret af Europarådet og dækker over det uddannelsesmæssige aspekt ved et medborgerskab. Tilgangen går ud på at demokratisk medborgerskab ikke er begrænset til statsborgerskabet og stemmerettigheder. Det demokratiske medborgerskab inkluderer derimod alle aspekter af livet i et demokratisk samfund og er derfor relateret til mange forskellige slags emner, særligt i forbindelse med bevidsthed om menneskerettigheder, ansvarlighed og pligter. Det demokratiske medborgerskab sigter også efter at få borgerne til at indse hvordan de kan spille en aktiv og effektiv rolle i deres fællesskab. 

[Udklip fra SUPEER brochuresamlingen om koncepter og metodologier, Booklet 4 “Citizenship in peer learning and integration” – For mere information: https://supeer.eu/media/supeer-booklet-4-da.pdf]